Lovpligtige annoncer flyttes fra avis til hjemmeside Frederikshavn Kommune omlægger Teknisk forvaltnings lovpligtige annoncer fra aviserne til kommunens hjemmeside. Fra 1. november 2010 vil aviserne blive benyttet til korte henvisningsannoncer, mens den egentlige annoncering finder sted på hjemmesiden.
UdfordringsrettenFor at gøre annoncering på hjemmesiden mulig har Teknisk forvaltning brugt den såkaldte 'udfordringsret'. Regeringen har under sit velfærdsudviklings- og afbureaukratiseringsprogram givet kommunerne en 'udfordringsret'. Den går ud på, at de institutioner, der leverer offentlig service, får mulighed for, på forsøgsbasis, at blive fritaget for nogle af de gældende statslige og lokale regler for at afprøve nye måder at gøre tingene på i den offentlige sektor. Initiativet indgår i den fælles målsætning om at fremme afbureaukratisering, der skal sikre mere tid til varetagelse af institutionernes kerneydelser.
Læs mere om udfordringsretten på Socialministeriets hjemmesideForsøg på planlovens områdeNogle lovområder rummer allerede i dag indirekte mulighed for at omlægge annoncerne til kommunens hjemmeside, men for planlovens område er der tale om et forsøg, som gennemføres i samarbejde med Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen, og 10 kommuner: Frederikshavn, Ålborg, Jammerbugt, Viborg, Hedensted, Esbjerg, Billund, Tønder, Brøndby og Gentofte kommune. Disse 10 kommuner og ministeriet samarbejder om at afprøve og høste erfaringer med flere forskellige digitale annonceringsmetoder. Dette forsøg fører formentlig til en justering af planloven, som pt. foreskriver brug af papiraviserne til annoncering.
Til top