Sådan vil denne side se ud, når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
Hop til indhold
Tilbage til menuen

Tandplejen

Velkommen til en go' oplevelse...

Alle kan være med
Alle børn og unge fra 0 til 18 år, som bor i Frederikshavn Kommune, har tilbud om gratis tandpleje. Jeres barn er automatisk tilmeldt den nærmeste tandklinik. Alle vore tandlæger og tandplejepersonale har mange års erfaring med at gøre tandlægebesøgene til en tryg og positiv oplevelse for den enkelte familie. De små børn vænnes stille og roligt til os og til klinikken, og vi har tid nok, så hvert barn i eget tempo kan lære det hele at kende.

Tænder for hele livet
Vores mål er at børnenes tænder og kæber skal kunne fungere hele livet igennem. Og det opnås naturligvis kun i samarbejde med jer og jeres barn. De gode vaner læres tidligt, og i Tandplejen holder vi nøje øje med, at tænderne udvikler sig naturligt og sundt – og så griber vi ind så hurtigt som muligt, hvis der skulle opstå huller eller andre tandproblemer.

Der er forskel på børn
Også på, hvor ofte de har behov for at få undersøgt tænderne. Nogle vil derfor blive indkaldt til undersøgelse hyppigere end andre. Sammen med jer planlægger vi fra gang til gang det næste besøg, således at det passer til jeres barns behov og modenhed. Skulle der opstå behov for et ekstra check, er I naturligvis altid velkomne til at kontakte tandplejen.

Vi træffes på alle skoledage på telefon 98456400.

Spørgsmål
Har I spørgsmål eller er I utrygge ved tandlægebesøg, håber vi, at I kontakter klinikken. Det er vigtigt, at vi sammen finder frem til den måde, hvorpå jeres barn får en god oplevelse ud af tandlægebesøget.
Husk på, at den voksnes ubehag ved tandlægebesøg hurtigt smitter.

Samarbejde
Tandplejen samarbejder med lærerne, sundhedsplejerskerne, daginstitutions- og børnehavepersonalet. Vi kommer gerne til forældremøder og i børneinstitutionerne for at fortælle om tænder og tandpleje.

Vi har undervisningsprogrammer til skolebørnene, så de hele vejen gennem skoleforløbet lærer om tænder og om, hvordan de skal passes. Vi træner tandbørstning med børnene fra 4. klasse, og vi fluorbehandler begyndende huller.

Du kan selv vælge tandlæge til dit barn
Den kommunale tandpleje tilbyder frit valg mellem de ansatte tandlæger ved de kommunale tandklinikker og tandlægerne ved de 6 private tandklinikker, der ligger i den gamle Sæby Kommune.
Disse klinikker samarbejder med den kommunale tandpleje, således at tandpleje her er gratis for alle mellem 3 og 18 år.

Til top