Folketinget vedtog d. 4. juni 2010 en ændring af dagtilbudsloven vedr. frokostmåltider i daginstitutioner. Lovændringen betyder, at kommunerne senest d. 1. august 2011 skal tilbyde frokostmåltider i alle daginstitutioner.I Frederikshavn Kommune betyder det, at der fortsat vil være fuldkost til alle vuggestuebørn, som en integreret del af kerneydelsen. Børnehavebørn i kommunale og selvejende institutioner vil få tilbudt mad fra kommunens centralkøkken, der er garant for et ernæringsrigtigt måltid tilberedt af uddannet personale. Centralkøkkenet udarbejder menuer i samspil med institutionerne, så maden bliver så børnevenlig som muligt. I henhold til den nye lovgivning kan forældrebestyrelsen i den enkelte daginstitution beslutte at fravælge kommunens tilbud om et sundt frokostmåltid. Forældrebestyrelsens eventuelle fravalg af frokostmåltidet skal ske på baggrund af en dialog med de øvrige forældre i daginstitutionen. Hvis en daginstitution består af flere fysisk adskilte enheder, skal beslutning om fravalg tages af et flertal af forældre i den enkelte enhed (det enkelte hus).Kommunen vil give forældre til børnehavebørn mulighed for fravalg af kommunens frokostmåltid i november 2010. Fravalget gælder for perioden 1. august 2011 til 31. december 2012.Hvis en institution fravælger kommunens frokosttilbud kan børnene medbringe madpakker hjemmefra. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed kan også oprette en forældrearrangeret frokostordning til erstatning for den kommunale – enten ved egenproduktion i institutionen eller ved at få maden leveret af en ekstern leverandør. Det er frivilligt for det enkelte barn at deltage i en forældrearrangeret frokostordning. Oprettelse af en forældrearrangeret frokostordning er en proces, der skal igangsættes i institutionerne på forældrenes initiativ efter resultatet af afstemningen er kendt.
Til top
Har du spørgsmål, så kontakt kvalitetskonsulent og projektleder Elsebeth Wiwe, tlf. 98 45 90 22, mail: elwi@frederikshavn.dk