Syd for Sæby smelter Professorens Plantage og Kattegat sammen i en unik og spændende natur. Det der gør området unikt er, at du både kan opleve skov, hede og den fiskerige kattegatkyst ved Solsbækken.

Fugle

Langs kysten kan du se havfugle. Om foråret og efteråret kan du opleve trækfugle på vej nordpå til yngleområderne i Skandinavien eller til vinteropholdsstederne i Sydeuropa. Du kan se troldænder, fløjlsænder og sortænder ligge på vandet. I området kan du opleve den spændende mosehornugle.

Stranden

Du kan tage på opdagelse på stranden. Hernede kan du være heldig at finde rav, strandskaller og muslinger.

Få en fladfisk på krogen

Det er specielt godt at fiske efter skrubber, pighvar og havørred. Det er nemt at fiske fra stranden, da fiskene går tæt på land og her kan selv nybegyndere være med.

Husk dit fisketegn, find fiskestangen frem og kom en sandorm på krogen.

Den gule sti rundt i plantagen er 3 kilometer. Den er anlagt med grus, så du nemt kan gå på den. Stien går gennem skov og langs skovkanten med den åbne klithede mod øst. Mod syd er der lavet en forbindelsessti til sommerhusområdet Nørklit.

Du kan også vælge at tage den grønne sti til stranden. Hernede kan du finde sjove ting, som fx Brødkrummesvampen, der i gamle dage blev samlet op på stranden, tørret og brugt som vaskesvamp.

Kort

Find ruter og faciliteter ved Sæby Sydkyst

Print selv kort

I plantagen har du toiletter, rent drikkevand, en bålplads og en shelter med en fantastisk udsigt mod øst over klitheden og havet.

Navnet professorens plantage stammer fra den tidligere ejer af området, Walther Engel, som blev født i Berlin i 1876.

Han havde en dansk mor og kom til Danmark efter endt uddannelse. Han blev senere professor på Teknisk højskole i København.

Under en ferie ved Sæby forelskede han sig i området og købte arealet. Han fik plantet skov og byggede et sommerhus. Familien holdt deres ferier her indtil arealet blev solgt til Dronninglund slot.

I 1968 købte kommunen arealet.

Professorens Plantage har en skøn shelterplads, hvor det er oplagt at holde børnefødselsdag. Her er der nemlig borde og bænke, en bålhytte, toiletter og rent vand. Der er selvfølgelig også masser af plads til boldspil, skattejagt og andre fødselsdagsfornøjelser.