Tirsdag 27. august kl. 15.00-16.30 afholder aktivitets- og træningscentret Ingeborghus infomøde om at blive frivillig. Mødet finder sted på Ingeborgvej 2 i Frederikshavn.
Ingeborghus er et tilbud til borgere med let til middelsvær demens, og centret søger frivillige til at være i caféen på enten om morgen- eller eftermiddagsholdet. Caféen er stedet, hvor brugerne af centret kan starte dagen med en morgencafé, der fungerer som en blid overgang til dagens aktiviteter. Dagen slutter i eftermiddagscafeen, inden brugerne tager hjem.
Program for infomødet
Ingeborghus inviterer alle, der er interesserede i at høre mere om stedet til at deltage i infomødet. Her vil der være en introduktion til Ingeborghus og caféens rolle i dagligdagen, en snak om det at være frivillig, samt en rundvisning i huset.
Hvis du vil vide mere, kan du ringe til Ingeborghus på tlf. 23 35 87 16 eller besøge Ingeborghus' facebookgruppe.
Inger gør en forskel
71-årige Inger Tversted har en fast ugentlig vagt i morgencaféen, hvor hun hjælper med de praktiske opgaver, men for Inger er det mødet med borgerne, der giver arbejdet i caféen særlig værdi.
- Jeg føler, jeg får lige så meget, som jeg giver. Man får så meget selv af at være sammen med menneskene her, siger Inger Tversted.
Inger har været en del af Ingeborghus siden 2019. Hun værdsætter samarbejdet med personalet, der guider hende gennem opgaverne, ligesom den fleksibilitet, der er i det frivillige arbejde, er vigtig for Inger.