
Tidligt i morges ankom det store juletræ fra Larvik i Norge til Frederikshavn. Juletræet skal stå i Rådhusparken, og lysene på træet bliver tændt fredag 25. november.
Lysene vil dog ikke være tændt i lige så mange timer, som de plejer, på grund af de høje energipriser. Fra på fredag vil der være lys i juletræet hver dag fra kl. 16.00-21.00.
Lysene på træet tændes
Alle er velkommen til at deltage, når julelysene tændes på fredag. Arrangementet begynder kl. 16, og det foregår i Rådhusparken i Frederikshavn:
Kl. 16.00: Frivillige ved Nordjyllands Beredskab byder på risengrød, så længe lager haves.
Kl. 16.40: Tordenskjoldsgarden spiller julemusik.
Kl. 16.50: FREDERIK´s formand Niels Bro byder velkommen. Larviks borgmester, Erik Bringedal, har en hilsen med fra Larvik, og borgmester Birgit S. Hansen tæller ned sammen med børnene og tænder lysene på juletræet sammen med julemanden.
Frederikshavn får juletræet af Larvik
Larvik er kommunens venskabsby, og hvert år får Frederikshavn et juletræ som tak for den humanitære hjælp, frederikshavnske husmødre sendte til Norge under 2. Verdenskrig.