
Der var fuldt hus i Maskinhallen, da FilmMaskinen fejrede 10-års jubilæum og holdt gallapremiere på årets elevproduktioner.
Mange af FilmMaskinens samarbejdspartnere, byrådspolitikere, følgere og støtter, elever og tidligere elever valgte at bruge deres fredag eftermiddag på at fejre Den Nordjyske Filmskole - så mange, at de sidste gæster var nødt til at stå op i Værkstedet i Maskinhallen. Men stemningen var i top, for der var både bobler og popcorn – lige i FilmMaskinens ånd.
Uddanner unge til en fremtid i filmbranchen
Borgmester Birgit S. Hansen roste eleverne for deres kreativitet og inspiration, og hun fremhævede Maskinhallen som et samlingssted for disse unge kunstneriske kræfter. Dernæst overrakte hun en gave til Mads Palm Jensen, som har undervist på skolen i 10 år, og som tidligere i år modtog en talentudviklerpris for sit arbejde.
Borgmesteren fortalte om den store indsats, som FilmMaskinen og Frederikshavn Kommune har gjort for at sikre, at forskellige produktionsselskaber vælger at bruge vores område som lokation for film og tv-serier. Senest har FilmMaskinen haft flere elever med som praktikanter på produktionen af TV2-serien “OXEN”.
- Når vi som kommune og region poster penge i filmskole og filmproduktion, handler det om, at det giver erhvervsmæssig værdi. Mange af jer elever kommer faktisk til at leve af faget i fremtiden. Medieverdenen producerer i disse år mere og mere indhold, og der er derfor hårdt brug for dygtige folk som jer, der kan jeres kram, sagde borgmester Birgit Hansen.
Stort beløb fra regional kulturpulje
Borgmesteren breakede også en stor nyhed; hun kunne nemlig afsløre, at FilmMaskinen netop har modtaget 305.000 kroner fra Regionen Nordjyllands store kulturpulje. Midlerne er dedikeret skolens aktiviteter i hele regionen i 2023. De skal blandt andet styrke netværket iblandt dem, der arbejder med film, unge og talent på regionalt plan, ligesom det skal løfte niveauet på skolen.
- Vi er enormt glade for støtten fra regionen, og det betyder, at vi kan fortsætte vores store arbejde i hele regionen. Samtidig er det også et stort skulderklap til os og en anerkendelse af det, vi gør i FilmMaskinen. Vi tror på, at støtten kan være med til at løfte niveauet for filmområdet i hele regionen, udtaler leder af FilmMaskinen, Thomas Albæk Jakobsen.
Elevfilm rørte publikum
Efter jubilæumsreceptionen blev der afholdt gallapremiere på de film, der er blevet produceret på Den Nordjyske Filmskole i år. Filmene “En misforståelse”, “15 Lys”, “Nederst i Fødekæden” og “Fugl uden vinger” blev vist på det store lærred, og alle elever var på scenen for at fortælle om deres arbejde og deres visioner for filmene. Borgmesteren overrakte diplomer til eleverne med en kommentar om, at hun var blevet rørt af de historier og af de karakterer, de har filmatiseret.
Efter premieren skal filmene sendes ud til festivaler i hele verden. Du kan se de nye og tidligere elevproduktioner på FilmMaskinens Youtube kanal.