
Vejsalt er et af de bedste våben mod isglatte veje. Men meget lave temperaturer går ud over saltets effekt.
- Vi mangler ikke salt, som nogen har skrevet til os. Når vejtemperaturen er under 7 minusgrader, er saltet længere tid om at virke. Der kan især være glat i morgentimerne, selvom vi har været ude og køre med saltsprederne. Vi gør, hvad vi kan, men det kan ikke undgås, at der indimellem kan være glat, siger afdelingsleder Peter Nielsen, der er ansvarlig for vintertjenesten i Frederikshavn Kommune.
Saltsprederne kører rigtig meget lige for tiden - både nat og dag. De kører i henhold til kommunens vinterregulativ, der prioriterer de kommunale veje ud fra blandt andet trafik og lokale forhold.
Vejrudsigten de kommende dage byder både på minusgrader og risiko for mere sne.