Frederikshavn Kommunes Økonomiudvalg har på møde den 15. februar 2023 vedtaget, at fremlægge ovennævnte planforslag til offentlig høring.
Planforslaget omfatter i sin helhed matr.nr. 34a Råbjerg Ejerlav, Råbjerg, der udgør 53.236 m².
Hvad skal planforslaget skabe mulighed for?
Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget er udarbejdet for at skabe mulighed for at udstykke til maksimalt 18 nye sommerhusgrunde på minimum 2500 m2, hvor der kan opføres en samlet bebyggelse, hvor boligarealet ikke må overstige 175 m2 og maksimalt 50 m2 sekundær bebyggelse i form af garage, overdækket terrasser, carport, udhus og lign. Sekundær bebyggelse skal integreres eller sammenbygges med boligarealet, således at arkitekturen kommer til at fremstå som sammenhængende. Der må der kun opføres én bygning i én etage og med en bygningshøjde, der ikke overstiger 5,0 m.
Se planforslagene her
Link til forslag til lokalplan nr. SKA.S.11.16.01
Link til forslag til kommuneplantillæg nr. 15.98
Planforslaget kan desuden ses digitalt i Borgerservicecentrene i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt på bibliotekerne i Frederikshavn Kommune.
Offentlighedsperiode
Planforslaget er fremlagt til offentlig debat i perioden fra 20. februar til og med 17. april 2023.
Miljøvurdering
Frederikshavn Kommune har gennemført en miljøscreening af lokalplanforslaget. Den planlagte anvendelse vurderes ikke at påvirke miljøet væsentligt efter de kriterier, der fremgår af ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”. Frederikshavn Kommune har derfor vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er offentlig bekendtgjort, det vil sige til og med 20. marts 2023.
Du kan finde oplysning om, hvordan du klager i klagevejledningen, som du finder her på siden i højre kolonne.
Hvilke muligheder har du?
Hvis du har ideer og kommentarer til lokalplanforslaget og kommuneplantillægget eller mener, at forslaget bør ændres, skal disse sendes skriftligt til Frederikshavn Kommune, Center for Teknik og Miljø. Benyt kontaktmulighederne på siden.
Ideer og kommentarer skal være kommunen i hænde senest den 17. april 2023. Vær opmærksom på, at hvis du sender dine bemærkninger med Postnord, som almindeligt brev, kan det være op til fem dage undervejs.
Ved henvendelse bedes du oplyse sags nr.: GEO-2021-03854.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.