
I 1994 udnævnte Skagen Kommunes daværende borgmester Kurt Kirkedal Jensen de første Skagen Ambassadører. En tradition, som Frederikshavn Kommune har ført videre efter kommunesammenlægningen i 2007.
- Fælles for Skagen Ambassadørerne er, at de har en relation og en kærlighed til Skagen, og at de i deres virke promoverer Skagen nationalt og globalt for dermed at medvirke til at placere et af Danmarks største og mest kendte brands på verdenskortet og fremme Skagens erhvervsmæssige interesser ude i verden, fortæller Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Borgmesteren havde torsdag formiddag fornøjelsen af at udnævne bestyrelsesformand i USTC Torben Østergaard-Nielsen og direktør i Skagen Salmon til Skagen Ambassadører. De nye ambassadører ejer fritidshuse i Skagen og investerer megen tid og energi i området:
- Vi får i de nye ambassadører to stærke kapaciteter, der kan medvirke til at promovere Skagens driftige virksomheder, havnen, naturen og de kulturelle herligheder. Skagen har en styrkeposition på mange felter, og det gælder om at indfri potentialet for at skabe bæredygtig vækst, arbejdspladser og liv året rundt i Skagen. Her spiller Skagen Ambassadørerne en vigtig rolle”, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Ved udnævnelsen af de to nye Skagen Ambassadører deltog ambassadørkollegerne René Ludvigsen, Tavs Jensen Vagnby, Frank Uhrenholt, Friis Arne Petersen. Christina Sørensen Lötter og Jens-Christian Wandt var forhindret i at deltage. Også havnedirektør Willy B. Hansen, formand for Skagen Erhvervsforening Allan Kastor Andersen og kommunaldirektør Thomas Eriksen var med ved udnævnelsen.