
Der er flere skoler i Frederikshavn Kommune, der tilbyder musik som valgfag i deres 7. og 8. klasser. Når eleverne vælger musik som valgfag, skal de have faget i to år, og afslutter med en eksamen i 8. klasse. Musikskolen har nu dannet et netværk for musikvalgfagslærerne på de involverede skoler og nogle af underviserne fra Musikskolen. Den overordnede idé med netværket er at skabe bedre forudsætninger for samarbejde imellem skoler og musikskolen, og formålet er at give mulighed for sparring og udvikling af nye idéer, samt at optimere det indhold, der udgør undervisningen på valgfagsholdene. En af de skoler, der har musikvalgfag, er Strandby Skole, og her er man rigtig glad for samarbejdet med Musikskolen.
- På Strandby Skole betyder musikken meget. Vi har for eksempel morgensang med alle elever fra 0-3. klasse. Musikken kan samle alle i et særligt fællesskab, og det vil vi gerne dyrke på Strandby Skole. Her skal eleverne gerne mærke, at de er en del af et fællesskab. Og den følelse kan musikken være med til at skabe, udtaler Mette Risager Sørensen, Skoleafdelingsleder på Strandby Skole
Lærerne fra de skoler, der er involveret i musikvalgfagene, er blevet inviteret til sparringsmøder i Musikskolen, ligesom Musikskolens undervisere har været ude på skolerne for at understøtte undervisningen på valgfagsholdet. Valgfagslærerne har dermed været med i en proces om at udvikle de fælles forløb og indholdet af disse samtidigt med, at de har fået et netværk, hvor de kan sparre og dele idéer og erfaringer.
- Musikskolen har nogle andre muligheder end vi har på folkeskolerne – og så er underviserne jo eksperter til hvert deres instrument. Jeg spiller selv guitar, og jeg kan spille andre instrumenter, men jeg er ikke virtuos. Musikskolens undervisere har forskellige kompetencer, og det er fedt for vores elever at møde eksempelvis en virkeligt dygtig pianist eller trommeslager, fortæller Christian Lønsman Larsen, musiklærer på Strandby Skole,
For lærerne på skolerne er det meget værdifuldt at have et fællesskab, hvor de mødes med andre musiklærere fra andre skoler. Musiklærerne får meget ud af at dele deres erfaringer med hinanden i samarbejdet om musikvalgfaget.
- For Musikskolen er det tætte samarbejde med folkeskolerne meget værdifuldt, og vi gør vores ypperste for at være relevant og en god sparringspartner for folkeskolerne, lærerne og eleverne, siger Lasse Bomann, Afdelingsleder på Musikskolen.
Netværket imellem Musikskolen og folkeskolerne skal sikre, at eleverne får den bedst mulige undervisning, og at indholdet i valgfaget hele tiden vil blive udviklet og optimeret.
Åbent øvelokale
Projektet er blevet en stor succes, og her er der både fra Musikskolen og folkeskolerne lyst til endnu mere. På Strandby Skole kan man helt konkret mærke en større lyst fra elevernes side til at spille sammen. Her kommer de og beder om at få lov at øve i musiklokalet i deres pauser. Og skolederen har sagt ja til, at der ikke længere skal være lås på døren ind til øvelokalet.
- Vi kan mærke en forandring i kulturen omkring musikken på skolen. Når eleverne selv kommer og spørger om nøglen til musiklokalet, så skal vi også være klar til at vise dem tillid og give dem ansvaret for lokalet. Vi vil gerne have, at musikken fylder mere på vores skole, for musik kan skabe en fællesskabsfølelse og en samhørighed. Og den ønsker vi sådan set, at alle på skolen kan mærke, udtaler Mette Risager Sørensen, Skoleafdelingsleder på Strandby Skole
- Musikvalgfaget er megafedt og det er fedt, at vi får undervisning af musikskolens lærere - de er super kompetente. Jeg har lært at udtrykke mig kreativt. Jeg har lært at spille guitar – og at skrive en sang, forklarer Mikkel fra 8. a. på Strandby Skole,
Håbet er, at samarbejdet kan udfoldes, så det kommer til at omfatte alle folkeskoler i kommunen, der vælger at have musikvalgfag på skemaet. Derudover håber man på at kunne udvikle selve indholdet af musikvalgfaget løbende. Allerede nu er der kommet nye idéer i spil, såsom for eksempel en fagdag med E-musik. Det regionale spillested, Maskinhallen, er også indgået i samarbejdet, og de lagde hus til, da valgfagseleverne afsluttede deres skoleår med en stor koncert d. 14. juni.