Frederikshavn Kommunes Økonomiudvalg har på møde den 17. april 2024 godkendt at fremlægge ovennævnte planforslag til offentlig høring.
Planforslagene omfatter matr.nr. 7aq Flade, Frederikshavn Jorder ved Apholmenvej 9900 Frederikshavn Nordstrand.
Hvad skal planforslagene skabe mulighed for?
Planlægningen for området har gennemgået ændringer over tid og har en længere historik. Oprindeligt var lokalplanområdet udlagt og tiltænkt hotellejligheder som en del af et større rekreativt område. Siden kom der ønske om at udstykke området til boligformål. Lokalplanens formål er dermed at give mulighed for etablering af op til 40 boliger (åben-lav bebyggelse) med bygningshøjde på maks. 6 meter samt sikre friholdelse til bl.a. grøn kile samt stiforbindelse til naboområder. Området er omgivet af helårsboliger, sommer- og kolonihavehuse, campingplads, lystbådehavn og palmestranden.
Forslag til kommuneplantillæg giver mulighed for, at kommuneplanens hovedstruktur revideres, så anvendelsen ændres til boligformål. Desuden ændres den maksimale bygningshøjde fra 8,5 meter til 6 meter og bliver i tråd med lokalplanforslaget.
Se planforslagene her
Link til forslag til lokalplan FRE.B.10.14.01
Link til forslag til kommuneplantillæg nr. 15.55
Planforslagene kan desuden ses digitalt i Borgerservicecentrene i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt på bibliotekerne i Frederikshavn Kommune.
Offentlighedsperiode
Planforslagene er fremlagt til offentlig debat i perioden fra 19. april 2024 til og med 14. juni 2024.
Miljøvurdering
Frederikshavn Kommune har gennemført en miljøscreening af lokalplanforslaget. Den planlagte anvendelse vurderes ikke at påvirke miljøet væsentligt efter de kriterier, der fremgår af ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”. Frederikshavn Kommune har derfor vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er offentlig bekendtgjort. Du kan finde oplysning om, hvordan du klager i klagevejledningen, som du finder her på siden i højre kolonne.
Hvilke muligheder har du?
Hvis du har ideer og kommentarer til planforslagene eller mener, at der bør foretages ændringer, skal disse indsendes via dette link: https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?LokalplanId=751. Hvis du er fritaget fra digitalpost, kan dit bidrag sendes skriftlig til Frederikshavn Kommune, Center for Teknik og Miljø, Rådhus Allé 100, 9900 Frederikshavn.
Ideer og kommentarer skal være kommunen i hænde senest den 14. juni 2024. Vær opmærksom på, at hvis du sender dine bemærkninger med Postnord, som almindeligt brev, kan det være op til fem dage undervejs.
Ved henvendelse bedes du oplyse sagsnr.: GEO-2022-02922.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.